Et fly med feststemte medarbejdere fra det norske rederi Wilhelmsen Line er på vej fra Fornebu-lufthavnen i Oslo til Hamborg. Pludselig forsvinder flyet fra radaren.

Den 40-årige dansker Stig R. Frederiksen skal sammen med 49 af sine kolleger fra det norske rederi Wilhelmsen Line se rederiets seneste skib Topaz, et ombygget polsk fragtskib, blive døbt i Hamborg. Wilhelmsen Line har lejet et fly hos Partnair til at flyve dem fra Oslo til Hamburg-Fuhlsbüttel Airport. Der er trukket lod om, hvem der skal med til Vesttyskland, og hvem der skal blive hjemme. Om bord er en del af firmaets chefer og deres hustruer, hovedparten er dog medarbejdere i rederiet. De resterende medarbejdere er hjemme i Norge, hvor de er taget i teatret.

Stemningen er høj blandt passagererne i den 49-årige kaptajn Knut Tveitens og styrmand Finn Petter Bergs Convair 340 Metropolitan. De kender intet til det drama, der har været inden afgang. Det 24 meter lange fly skulle være lettet kl. 15:00 fra Fornebu-lufthavnen, men afgangen blev forsinket næsten en time på grund af, at luftfartsmyndighederne og cateringfirmaet havde suspenderet Partnairs kredit. Partnair er i store økonomiske problemer. Flyet kommer dog i luften og skal efter planen lande i Hamborg kl. 17:45. Flyet er nu i 22.000 fods (6-7 km) højde over Tannis Bugt ca. 15 km nord for Hirtshals og 17 sømil vest for Skagen.

Flyet overgår planmæssigt fra det norske til det danske kontrolcenter i København, som bekræfter overfor flyet, at der er radarkontakt. Det er sidste gang, nogen har radiokontakt med flyet. Flyet passerer et fragtfly et par minutter senere, der flyver modsat. Alt ser ud til at forløbe normalt. Regnskyer bevæger sig øst-sydøst, men der er fin sigtbarhed mellem skyerne.

Billede fra norsk avis
Artikel fra Vi Menn i anledning af den tragisk hændelse

Pludselig kan personalet i København se, at flyet drejer hårdt til højre. Radiokontrollen prøver at kontakte flyet, men får intet svar. Kl. 16:42 prøver lufttrafikkontrollen i Danmark og Norge at finde flyet, men det lykkes ikke. Lidt over et kvarter senere får myndighederne besked om det forsvundne fly. 

Mindre end et år tidligere havde verden været vidner til et attentat på et Pan Am-fly over Lockerbie i Skotland og på grund af en NATO-øvelse i området, kommer der hurtigt konspirationsteorier. Hvorfor fik politiet først besked kl 18:24? Var det et varmesøgende missil fra et af NATO-skibene, som ved en fejl var blevet affyret? Hvorfor lå det tyske skib (Werra) med de omkomne over en time, inden det kom til kaj? Ekstra Bladet skriver næste dag på forsiden ”55 bombet i døden”.

En anden teori går ud på, at det er et norsk F-16-fly, der er skyld i ulykken. Det skyldes to piloters samtale. Det taler om løs og fast, men pludselig.

“Wow, se kl. 11!” råber luftkaptajn Knut Tveiten.
“En F-16,” nærmest gisper 
Finn Petter Berg.

F-16 jageren flyver tæt forbi. Kort efter ryster Corvair-flyet voldsomt og styrter mod havoverfladen. Har F-16-flyet med supersonisk hastighed, skabt så kraftigt et lufttryk, at det rystede Corvair-flyet i stykker?

Flere orlovsfartøjer fra Danmark, Vesttyskland og Norge, som deltager i NATO-øvelsen, bliver sammen med redningsbådene fra Skagen og Hirtshals samt en større fiskerflåde og enkelte handelsskibe sendt til det formodede nedstyrtningssted. Andre mindre skibe kommer også til. I alt når 32 skibe frem.

Det er det tyske krigsskib Deutschland, der først opdager flystyrtet. Redningshelikopteren fra Aalborg er allerede sendt ud. Helikopteren var fremme 5 minutter efter det tyske skib har slået alarm.

Det står hurtigt klart, at der er tale om en alvorlig ulykke. Kl. 19:30 kommer budskabet fra redningsmandskabet på havet. De finder 10 af de 55 ombordværende, men ingen overlevende. Nogle timer senere er 31 omkomne fundet samt større vragdele og en del bagage. 21 mænd og 10 kvinder bliver fundet med det samme. Yderligere 19 bliver fundet senere. Fem bliver aldrig fundet.

Det var ikke noget at tage fejl af, da vi kom frem. En kæmpemæssige olieplet og vragstumper overalt var tydelige tegn på en flyulykke. Flysæder, forvredet letmetal og masser af tøj flød rundt mellem de omkomne, der endnu ikke var bjærgede, da vi nåede frem til stedet.
Helikopterpiloter Finn Riis, Aalborg, og Tonny Hesselbjerg, Skrydstrup
Ekstra Bladet den 9. september 1989

Havarieksperter slår dog fast, at der ikke er noget, der tyder på en bombe eller eksplosion. Der bliver under den foreløbige havariundersøgelse ikke fundet brændmærker på vragdele eller lig. Flyets næseparti er det eneste, der bliver fundet intakt. Resterne af flyet ligger på 20 meter dybt vand, men på en skrænt, der skråner ned til 90 meter.

Årsagen til styrtet skal findes i flyets hale. Flyet har tidligere fået erstattet nogle søm og monteringsbolte med nogle ikke-originale reservedele, som ikke opfyldte værdierne for hårdhed og styrke. Den manglende styrke medførte svingninger og bevirkede, at dele i halen brød sammen. Flyet styrtede ned og blev knust mod havets overflade.

Det er til dato den værste flykatastrofe i Danmark og danske farvande. På daværende tidspunkt var det den værste flykatastrofe i Norges historie. 50 passagerer og 5 besætningsmedlemmer (to piloter) heriblandt 3 briter og 1 dansker omkommer.

Partnair går fallit kort efter.

Læs mere

Hør på DR om retsmediciner Markil Gregersen, som identificerede ofrene

Luftfartsdirektoratet har lavet en havarirapport om flykatastrofen i Skagerrak

DR har også en artikel om flykatastrofen med Partnair i Skagerrak 

Læs om flere flykatastrofer

Den værste flykatastrofe i Danmarkshistorien sker under take off i Milano Linate-lufthavnen, da et SAS-fly rammer et privat Cessna-fly

Den værste flykatastrofe i Kastrup Lufthavn sker, da et ungarsk Malev-fly under indflyvningen forsvinder i en regnsky og styrter i Øresund 

I efteråret 2007 opstår der en række problemer med SAS’ Q400/Dash 8-fly. Hele tre nødlandinger er SAS ude for. Den værste er i Aalborg Lufthavn