Det regner og blæser over Ankara, og skyerne hænger lavt, men sigtbarheden er i orden. Den norske pilot, Lars K. Retvedt, får landingstilladelse og flyver den foreskrevne runde over Esenboga-lufthavnen og gør klar til at lande.
Flyet er lettet fra Kastrup kl. 11:44 med Kairo som destination. Flyet har haft planmæssige stop i Düsseldorf, Wien og Istanbul. I Istanbul er besætningen blevet skiftet ud, og flyet har kun været 46 minutter undervejs siden sidste stop. Turen er nu kommet til Ankara, som er sidste stop inden Kairo.
Undervejs er en del passagerer stået af og på. Det betyder, at der på dette tidspunkt kun er en dansk passager om bord på SAS-flyet – en ung pige, Lone Henrichsen, som er på vej på ferie hos nogle venner efter længere tids sygdom. Også blandt personalet er der en dansker. Den 29-årige stewardesse Birthe Laursen fra Frederikshavn har afløst en norsk veninde, der ikke kunne tage turen på grund af sygdom.